Spinat- og kikærtevafler

Spinat- og kikærtevafler

Spinat (sæson: april til oktober)

Spinat er en god kilde til vitaminerne A, B, C, E, K og indeholder en lang række af de vigtige mineraler (calcium, kalium, jern og zink). Hvis du spiser spinat på daglig basis, er det dog en god idé at indtage det med sammen med et mælkeprodukt, ost eller mandler, der neutraliserer det naturlige indhold af oxalsyre i spinat. Oxalsyren hæmmer nemlig optagelsen af calcium og jern.

Spinatvafler er efterhånden en populær spise med et væld af variantionsmuligheder for fyld til måltidet. Når først vaflerne er lavet, er det lynhurtig mad, så lav hellere en stor portion og frys de overskydende vafler ned.

(Ca. 12 stk.)

Du skal bruge

  • 1 dåse kikærter (240 g drænet vægt)
  • 2 dl mælk eller plantedrik
  • 4 æg 
  • 1 dl ærter 
  • 2 store håndfulde frisk spinat 
  • 1 håndfuld broccoli
  • ½ banan 
  • 1 dl fuldkornsmel
  • 1 dl havregryn
  • 2 tsk. bagepulver 
  • 1 spsk. olivenolie
  • Lidt salt
  • Fedtstof til bagning

Sådan gør du

  1. Hæld kikærterne i en si og skyld med koldt vand. Lad dem dryppe af
  2. Blend kikærter, mælk/plantedrik og æg, indtil massen er ensartet
  3. Rens grøntsagerne og skær broccolien i mindre stykker
  4. Tilsæt spinat, ærter, broccoli, banan lidt ad gangen. Tilsæt til slut havregryn, bagepulver og olie og blend til dejen er ensartet
  5. Bag vaflerne i et vaffeljern og brug lidt fedtstof hver gang, inden dejen hældes i

Forslag til fyld

  • Sprød salat med rejer, tomater, ærteskud, ærter og creme fraiche dressing
  • Årstidens salat med lidt dressing, pesto, guacamole eller hummus
  • Falafler med tomater og hvidløgsdressing
  • Rester fra gårsdagens mad (kartofler, kylling, stegte grøntsager)

Tips!

  • Blend 1-2 modne bananer med i dejen og krydr med vanilje, kanel eller kardemomme og brug spinatvaflerne som et hurtigt mellemmåltid eller i børnenes madpakke
  • Væsken fra kikærterne (også kaldet aquafaba) kan gemmes og bruges som erstatning for æggehvider i mange opskrifter. Søg evt. på “aquafaba” for mere information
  • For glutenfrie vafler erstattes fuldkornsmel med havregryn – vær obs på at du skal bruge glutenfrie havregryn, hvis du skal være helt sikker på at de ikke indeholder gluten

Opskriften er udviklet for FOOD2030 af Marie Manniche Riber