Gulerødder (sæson: juni til september)
Guleroden er en af danskernes favoritgrøntsager – og med sin friskhed, sødme og sprødhed er det ikke svært at forstå. Gulerødder har mange anvendelsesmuligheder i madlavningen enten som tilbehør eller som ingrediens i madretter eller som en lækker snack. Gulerødder indeholder beta-karoten, som er et forstadie til A-vitamin. De er også en god kilde til C-vitamin.
I denne opskrift er guleroden den plantebaserede ”pølse” i vores hotdog og serveres med rødløg og æble-rosin-chutney.
(12 stk.)
Æble-rosin-chutney (1 stort syltetøjsglas)
Du skal bruge
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- ½ rød chili
- ½ kg æbler
- 2-3 cm ingefær
- ½ citron
- 125 g rosiner
- ½ dl æbleeddike
- 125 g sukker
- 1-1 ½ tsk. salt
Sådan gør du
- Klargør og hak løg, hvidløg og chili fint
- Rens æblerne og skær i mindre stykker
- Skræl og riv ingefæren fint. Riv skallen af citronen og pres derefter citronsaften
- Kom løg, hvidløg, chili, æbletern, revet ingefær og citronskal i en tykbundet gryde sammen med rosiner, æbleeddike, sukker og salt. Kog det ved middelvarme i en lille times tid, til konsistensen er blevet tykkere.
- Tilsæt citronsaften og smag til med eventuelt mere salt og kog yderligere igennem i et par minutter.
- Hvis du ønsker en ensartet konsistens, kan du blende chutneyen.
- Hæld æble-rosin-chutneyen på skoldede glas og på køl indtil brug.
Gulerods-hotdog
Du skal bruge
- 12 gulerødder, på tykkelse med en pølse og ca. 12-15 cm lange
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk. flagesalt
- 1 spsk. olie
- 3 laurbærblade
- 1 tsk. tørret timian
- ½ dl vand
- olie og lidt smør (til stegning)
- salt og peber
- 12 hotdogbrød
- æble-rosin-chutney
- aioli og sennep
- rødløg i skiver
- karse
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader (varmluft)
- Rens gulerødderne og afrund enderne, så de får form ligesom pølser
- Fordel gulerodspølserne i et ovnfast fad med olie, vand, timian, laurbærblade, presset hvidløg
- Lad dem bage i ovnen i 30-40 minutter – til gulerødderne er møre. Vend gulerødderne undervejs og tilsæt lidt mere vand, hvis det er fordampet
Inden servering: - Varm pølsebrødene i ovnen efter anvisningen
- Gulerodspølserne steges hurtigt i lidt olie og smør på en pande, kort inden de serveres som gulerodshotdog
- Smør det flækkede pølsebrød indeni med aioli og sennep
- Ovenpå gulerodspølsen fordeles lidt æble-rosin-chutney, rødløg og til sidst lidt karse
Opskriften er udviklet for FOOD2030 af Marie Manniche Riber