Klimavenlige køkkener og kantiner

Klimavenlige køkkener og kantiner

25 offentlige køkkener samarbejder om at blive mere klimavenlige.

Det er en samling af køkkener og kantiner, der spænder fra daginstitutioner over personalekantiner og uddannelsesinstitutioner til seniorområdet. Der arbejdes både med plantebaseret kost, reducering af madspild og CO2 aftryk.
Desuden har de øget fokus på lokale råvarer samt at inspirere de spisende gæster med lækre klimavenlige retter.

Kantiner spiller en stor rolle i transformationen af vores fødevaresystem. Ikke nok med, at de har en stor kontaktflade og bespiser tusindvis af mennesker hver dag, og derfor har god mulighed for at påvirke folks fødevarevaner og -adfærd, de forbruger også store mængder mad, og derfor er det vigtigt, at de opererer så klimavenligt som muligt.

Kantinerne har allerede opbygget en del erfaring med forskellige bæredygtighedstiltag indenfor bl.a. madspild, energi og økologisk mad, som vi først og fremmest skal sikre bliver delt kantinerne imellem. Dernæst skal vi eksperimentere med nye tiltag så som mere plantebaseret kost, lokale fødevarer og selvforsyning, som forhåbentlig kan være med til at reducere madspild og gøre kantinerne mere cirkulære. 

Samarbejdet byder på inspirationsdage, opskriftsdeling, efteruddannelse, sparing, input fra de spisende gæster og meget mere.

Det fokuserede arbejde på at blive mere klimavenlig gav point ved uddelingen af “Årets PlanteVækst Køkken 2022“, hvor Kolding Kommune vandt prisen.